Brugerværktøjer

Webstedsværktøjer


oen_kea

Kea (Tzia, Keos). Græsk ø. Sandsynligvis hjemstedet for Kvabx

Kvabbologen Jacque Le Cable efterlod 2 små rejsebøger, den ene om Grækenland med titlen „La Grèce“, hvor der også er et afsnit om øen Kea, hvor oraklet fra Kvabx nævnes i teksten.

Originalteksten er på fransk & illustreret. En faksimile kan ses her.

For de fransk udfordrede hermed en oversættelse af de 5 sider om Kea

Kea (Tzia, Keos) er en ø i øgruppen Kykladerne på 132 km2 og er kun 20 km fra fastlandet i Grækenland. Øen har en klippefyldt og ujævn kystlinje med mange mindre bugter og på vestsiden flere naturhavne. Den er grøn og bjergrig med højeste punkt 568 m midt på øen. Mange beboere er engageret i dyrkning af druer, oliven og frugt, som derefter sælges i Athen. Øen er et yndet feriemål for Athens beboere. Havnebyen Korissia (Livadi) ligger i Ayia Nikolaos-bugten på øens nordvestside og udgør en velbesøgt naturskabt marina. Klosteret Panagia Kastriani er kendt på grund af sine ikoner. Ved siden af ikonerne er der også udsigt til øen og den smukke Ægæiske Hav. Keas hovedby er borgbyen Ioulis (Chora), der ligger centralt på øen på det mindre bjerg Profitis Ilias.

Første side om Kea

Øen har en række betydelige oldtidsminder såsom bronzealder-boplads, Apollontempler, arkaisk løveskulptur (6. årh. f.Kr.) mejslet i en bjergside og den venetianske middelalderborg Kastro fra 1200-t. Kea var en velstående ø i oldtiden kendt for minoiske bosættelser, sine filosoffer og for sine fire bystater: Ioulis, Koressia, Karthaia og Poiessa fra det 6. årh. f.Kr. Øen tilsluttede sig Det Deliske Søforbund 478 f.Kr. I den hellenistiske periode blev øens økonomi ødelagt af utallige plyndringer, og i 300-t e.Kr. var kun hovedbyen Ioulis befolket. I 400-t e.Kr. blev øen underlagt Det Byzantiske Imperium, og i 1207 blev Kea besat af venetianerne. I 1537 blev øen underlagt osmannerne.

I 1630 blev der gjort nogle opsigtsvækkende fund på øens nordvestlige del i Ayia Irini. Det var tilsyneladende et gammelt orakel-tempel fra den mykenske periode. Værelset i det vestlige hjørne af orakel-templet var tilsyneladende det mest hellige af værelserne, adytonen. Størstedelen af af de karakteristiske skulpturer blev fundet på gulvet, nær bagvæggen. Der kan have været en hellig deponering i værelset. Nær ved blev fragmentet af en bronzebåd og en lille bronze af en ungdom, der hilser på minoisk mode brudt i taljen. Mange af disse objekter var sandsynligvis offergaver. Fem terracotta statuer er fra samme periode eller lidt tidligere. De blev ødelagt og spredt i et tidligt stadium af templet, sandsynligvis i et jordskælv. En krøllet fletning omsluttede hovedet. Dette hoved kan være blevet reddet fra affaldet og bevaret som genstand for ærbødighed i senere mykenske tider. Statuerne, der alle er kvindelige, står oprejst eller bøjede lidt fremad. De bærer lange fladskørter med brede bånd omkring deres smalle talje. De har brede skuldre og store bryster. De har enten en kort jakke åben foran, men med en tæt krave, ellers er de nøgne fra taljen og op. Undtagen for en lang, tung krans, selv om et tyndt klæde måske er blevet påmalet. De holder deres arme nedad med hænderne på hofterne. Deres hår er samlet bag og på nogle hænger en lang fletning ned ad ryggen. Både modelleringen af ansigterne og den tekniske evne til at lave og brænde sådanne store terrakotter indikerer et veletableret håndværk.

I dag ved vi, at det drejer sig om Kea-oraklets tidligste historie, der strækker sig helt tilbage til bronzealderen og den minoiske kultur. Ni unge danserinder i lange skørter og med hoppende bare bryster markerede indledningen på en orakel-ceremoni. Frem trådte nu ypperste-præstinden og fremsang selve oraklets budskab. Kea-oraklet var forstås meget populært, og folk valfartede fra store dele af Europa og Afrika, for at rådspørge oraklet.

Langsomt blev Kea-oraklet og Keas døtre fortrængt af oraklet i Delphi. Delphi havde kopieret Kea-oraklets form med at benytte unge kvinder som præster, men har sandsynligvis kunnet levere en højere standard af orakel-budskaber - angiveligt pga udsivende gasser i de huler, hvor oraklet holdt til.

I 1440 f. kr. blev orakel-templet ødelagt. Man ved ikke hvorfor, men orakel-aktiviteten fortsatte, selvom templet kun blev nødtørftigt genopbygget. Faktisk tyder alt på at Kea-oraklet fortsatte med at fungere helt op til middelalderen.

På et tidspunkt, da den ortodokse kristendom indfandt sig på øen, ser det imidlertid ud, som om de bare bryster blev forbudt.

Kort efter blev præstinderne fortrængt af gamle mandlige præster.

Der blev bygget en ny bygning til oraklet et par hundrede meter fra det gamle kultsted. Det blev kendt som Ayia Irini eller Agia Irini kirken, men var altså tilholdssted for det nye mandsdominerede Kea-orakel, nu kaldet Oraklet fra KvabX. Det ser derfor ud til at Kea-oraklet har været i funktion uafbrudt siden 1440 f. kr!

Det nye Kea-orakels karakter var dog meget anderledes end det gamle orakel. Hvor det før var en folkelig fest, blev det nu en sekterisk og obskur kult. Kea-oraklet gik fra at være en løssluppen musik- og frugtbarhedskult til en obskur og eksperimentel sekt, og kulten gled ud af offentlighedens søgelys. Det er imidlertid blevet klart, at oraklet har forbindelser til forskellige obskure og hemmelige sekter og bevægelser i Europa og Afrika.

Man har længe undret sig over, hvorfor det blev gamle mænd, der kom til at tjene oraklet.

oen_kea.txt · Sidst ændret: 2023/01/03 17:29 af 127.0.0.1